Nogle voldspersoner må bruge medierne - andre ikke.
Forargelsen ved Folkedomstolen ville ikke tage nogen ende, da hende Susan K fra Paradise Hotel blev arresteret for at have været med i et værthusslagsmål.
Hun røg ind med det samme og så hørte vi kun om hvad der var sket fra modparten i sagen. De fik deres 5 minutters berømmelse, men også muligheden for at fremstille sagen i medierne uden modspil. Uanset hvad politiefterforskningen måtte komme frem til og dommen måtte blive, så har folket dømt hende uden at hun fik en fair retssag.
Anderledes er det da en skuespilleren fra DR og ikonet for supermarkedskæden Spar - Rasmus Bjerg - gik amok på en bar i København. Han måtte gerne bruge medierne imod ofrene, så han fremstår som den der angrer. Han bliver ikke smidt bag tremmerne og ser man på læserbrevsreaktionerne på Ekstrabladet, så har Folkedomstolen her afsagt en dom der siger at personalet ikke er helt uden skyld.
Da jeg læste de forskellige meninger, så fandt jeg et link til denne blog:
Celebrity class I and II - know your position in the Danish society
Er det rigtigt at han går fri blot fordi at en realityserie tæller mindre end en egentlig skuespilpræstation?
Er det mere generelt rigtigt at folk behandles forskelligt af myndighederne baseret på deres sociale status?
Jeg er en smule rystet over at myndighederne reagerer så forskelligt i de to voldssager, men også en smule på vegne af mine medborgere. Sluger vi virkeligt en reklamekampagne som den Rasmus Bjerg laver råt?
Hård jul
Så er julen og nytåret ovre. Jeg spekulerer på om kunderne er klar over hvor mange timer vi er på arbejde i december måned.
En af mine veninder arbejder i en legetøjsforretning og det er slemt når familierne ikke kan få gaverne til ønskebarnet fordi at leverandøren har svigtet dem. Øretæverne ligger lige for og risikoen for fysisk vold er tilstede.
Men det hører med til territoriet. Når man er butiksansat så er der som i mange andre jobs konsekvenser med at have så meget kontakt med andre mennesker. Her kan det ikke nytte noget at klage til myndighederne som et andet barn. Man må tage konsekvenserne af sine handlinger. Jeg har valgt at arbejde i butik. Derfor må jeg som andre butiksansatte drage konsekvenserne af mit valg.
Jeg er i det hele taget træt af alle de ansvarsfraskrivelser. Nu skal chefen pludselig have medansvar for personalet overvægt. Vor herre bevares: Hvorfor kan personalet ikke selv finde ud af at cykle på arbejdet eller at gå en tur efter maden? Skal vi tilbage til den tidlige industrialisering i Danmark hvor at personalet skulle gå til chefen med alle større beslutninger i deres liv? I gamle dage på Carlsberg skulle man spørge om at få lov til at gifte sig. Det var ikke enestående. I et skriv om et glasværk finder man samme tendens.
Jeg har et håb for det kommende årti. Det er at folk tager ansvar for deres eget liv og deres valg.
Ja, jeg er skide træt efter en december i forretningen og jeg vil blive endnu mere træt når status og udsalg er overstået. Men jeg valgte at droppe ud da udgifterne til min uddannelse blev så store at jeg ellers kun have tilbage at sælge mig selv. Jeg satte en grænse og jeg håber at resten at Danmarks befolkning også tager ansvar for deres beslutninger.
Godt nytår.
