Hold fingrene fra rygning på efterskolerne
Hvorfor må vi ikke ryge i vores hjem når andre gerne må i deres? Jeg kalder - nødtvungent - det hummer jeg boede i over 40 skamfulde uger mit hjem for en periode.
Jeg er hjemme igen, men jeg husker tydelig det stress, der kommer af at være sammen med mennesker som absolut ikke siger en noget. Det kræver noget at styrke sig på, når man aldrig er alene, ikke kan få fred til at samle tankerne.
Når man står med en smøg i munden, så kan man ikke tale.
Man må huske på at efterskoleelever har enten mistet eller opgivet så meget. Deres familie, deres kammerater, ganske simpelt deres liv!
Ikke alle vælger dette ophold frivilligt. Mange er ganske simpelt forvist fra deres eget hjem. Hvad skulle de gøre, hvis de ikke må have lov til at trække sig tilbage og ryge bare i 5 minutter?
Politikerne tænker ikke på de menneskelige ofre, når de farer frem med bål og brand. Selvfølgelig er rygning usundt - ingen tvivl om det, men jeg har set hvordan at folk skærer i dem selv når de ikke kan komme af med alle de tunge tanker som de uværgelig må få, når de er langt fra det netværk af venner og familie som de har derhjemme.
Kunne de så bare ikke ringe hjem? Nej for mange efterskoler vil have ro til at "programmere" ungerne til et kostskoleliv. De vil gøre det til noget negativt at ringe hjem, så mobiler er forbudt i en periode og elevtelefonen hænger offentligt så man kan se hvem der er piveskid. Det vil kræve at man har gået på en efterskole for at vide hvor meget gråd og sorg, der er skjult under den fine overflade med billeder af glade børn som ofte vises på skolernes hjemmeside. Faktum er at denne isolationsperiode skader og i yderste konsekvens kan det medføre selvmordsforsøg.
Så lade efterskoleeleverne ryge. Allerhelst så jeg at vi heller ingen aldersbegræsning havde på køb af tobak, da det er besværligt for forældrene at sikre forsyningerne til børnene. Det er måske ikke politisk korrekt, men det kan redde liv.
Tilfreds og så alligevel
Livet er godt. Jeg droppede som sagt ud af min uddannelse. Bøgerne var dyre og jeg troede at jeg havde fundet svaret, men nogle af mine kammerater var spioner, som ikke ville have fattigrøve på deres studie, som min boghandel blev lukket på grund af noget copyright fnidder og så var det slut.
Jeg er faldet rigtig godt til på arbejdet. Det er fritiden der halter. Et år på efterskolen isolerede mig fra mine tidligere kammerater. Jeg har skrevet lidt rundt til tidligere kammerater fra skolen og mange har oplevet det samme.
Det er der ikke noget at gøre ved. Sket er sket. Jeg skulle aldrig have gået der. Jeg ser frem til en fest for tidligere elever når den kommer. Først der kan jeg opleve en smule fællesskab. Vi tidligere elever er som en kult afsondret fra omverdenen med vores egen indre forståelse af et fællesskab og en lukkethed overfor andre.
Hvad med fremtiden? Hvor er jeg om 5 eller 10 år? Svar: Formentlig laver jeg det samme. Jeg håber at bo lidt bedre, men jeg føler ingen ambitioner mere. Er det en fejl?
Jeg husker den unge pige som forlod folkeskolen. Hvor blev hun af?
Omstilling igen
Snart skal jeg på handelsskole.
Jeg bor hjemme igen, men alligevel er det næsten som at bo ude.
Jeg forlod min folkeskole efter 9. klasse. Jeg havde venner, vi hyggede os over i anlægget, tændte lidt bål og sad bag på drengene knallerter indtil kl. 23.
Så tog jeg på efterskole. Jeg blev aldrig rigtig en del af skolen men det var ikke min skyld, hvor vi havde det godt i vores lille afdeling. Problemet var bare udskiftningen. Det skriver jeg om en anden gang.
Det var et hårdt år og jeg forstod pludselig værdien af mange ting, vi tager for givet. Jeg har lidt dårlig samvittighed overfor mine forældre.
Hvor mange gange har jeg ikke brokket mig over mors valg af tøj som skulle vaskes, når man står i ingenting og det kun er det ugly tøj som er tilbage i skabet? Blot fordi at hun ikke har flyttet bunken af tøj på gulvet ud vasketøjskurven.
Hvor mange gange har man ikke råbt af dem, når de mener at kl. 03 er for sent i seng?
Hvor mange gange har man sagt at man ikke vil spise fordi at maden ikke smager?
Svar til alle tre og formentlig mere: Alt for mange gange.
Man har haft tjener på og har ikke opdaget det.
Well. Det var den største lektie, som efterskolen lærte mig. Jeg har taget mine forældre for givet.
Så selv nu hvor at året er gået og jeg gudskelov er kommet hjem igen, så er hjemmet ikke mere det samme. Der er ikke længere de samme slagsmål, men heller ikke samme fortrolighed. Det har lidt med at gøre at vi langt fra var enige om at jeg skulle væk hjemmefra. Selvom at jeg sætter pris på dem, så stoler jeg ikke på dem som før. Hvad mon de finder på næste gang. Der er kun 2 år til at de med loven på deres side kan sætte nøglen i døren en sidste gang.
Noget andet er ikke som før. Mine kammerater er væk. Stort set alle. De er gået videre i deres liv og har andre interesser som jeg ikke kan være med på. De har haft et socialt liv med fester osv. De har været ude om aftenen fra torsdag. I starten var jeg med når jeg sent fredag eftermiddag kom hjem. Jeg kunne ikke drikke igennem lørdag for man skulle være frisk søndag, når man var tilbage på skolen.
I starten fortalte jeg om den ene ulykke efter den anden, men på et tidspunkt så shuttede de mig af. Jeg må have gjort dem trætte med mine beretninger fra mit lille lockdown. Det sagde dem ikke noget.
Jeg var over i anlægget i weekenden. Det kunne jo værre. Men ak. Jeg er for gamle. De er kun 12-14 år, som jeg var da jeg begyndte mig at interessere mig for kammerater og fest. Med mine 16 år kunne jeg lige så godt komme med en rollator.
Jeg sætter nu min lid til handelsskolen. De skulle have nogle gode fester. Jeg håber sådan at komme ind i varmen.
